Øverste Kirurgiskes 10års oplæsnings-jubilæum 4. marts 2010

Glasset synger i vinteren

Thors vandstjerner daler ned
hvil på drengs uldne jordbærild
optaget & rødkindet
flammingotretaller ad vinduesglas
marvrammende fælt

Kulbåd

Jeg har den trøst
at jeg har lyst til at se det nu
hele tiden videre, kom nu
se mig gå om bord i natten, kulbåd
trækfugl som harmonika, musikken
er en blender, kom nu, følg mig
der er blade på det træ, det drysser
ned, men jeg er fattig i forhold
jeg må søge indad, det er muligt
se mig gå om bord i natten, kulbåd
floden er tilpas forsigtig, den bøjer
sig når den skal svinge, det gør den
fordi så går det bedre, det er let
jeg må hente den forsigtighed hos mig selv
det er lyset, fremad, lyset i sin strop
det går op, mens det passer sin butik
lysets kunder har klaver, som de spiller
på mens de venter, stille blues
alt hvad de tænker, mens de lytter
timerne igen, midnat, det er sent
se mig gå om bord i natten, kulbåd

IRL

Mit ønske om at dø
er rent hypoetisk
*
*
som om
jeg
var levende
og havde noget
at miste
.
.

I samme båd (familien)

fygende snevejr
fra Købmagergades tag
fake-nattergal

Tidens tand

Jeg tænker:

“áþvert tið
ak em vendilbúi
en hvat gör þat
allir nú til dags
vori þverþjóðalega
bara einn biti”

Og siger:

“hvad der er acceptabelt sprog
beror på tidens fokus
og hvilken stand
man skønner at tilhøre”

Jeg vil være oktober efter maj, svalende smuk, klædt i gyldne farver
blåfrosne knæ i langskaftede støvler dirrende af usikker lyst

Jeg vil være et Dantes overjordiske rige, en blid fortælling om Texasroser og barmfagre mammas
blødende hjerter i lilla lilla lilla

Jeg vil være en falmet kuffert fanget i sort-hvide pixels
en banegård uden rejsende, beboet af bænke ridset med afskedsord

Jeg vil være en afrevet vinge samlet op af en djævel
en amputeret strofe i en tanketom hal
et Nordkraft med for tidligt døde sandheder gemt i rustne rør

Jeg vil være en underbelyst nat
et usandt vidne om noget, der aldrig blev

Ved omfartsvejen

Kortprosa med levende billeder, klik her

Sigt i dag og træf i morgen

Festen futter, sådan nat
går en rutsjer, spætten mast
jeg er svensker, sorgløs
i min mave er en sten der læser
Rimbaud og de syv små høns
jeg har fri fra min fantasi
jeg har paver
de ligger som fluer i min drink
folketinget duver, nattoget ætser
hurtigt nu, jeg er mest til det rå
skal jeg klemme dig i gadens våde bruser
mens sæsonen flår i Vejles symmetri
hænger du i Søllerød endnu
jeg er franskmand, brandmand
ægte flamme for din kukker, kom herind
låsen er en kvindes rytmerier
de går Tølløse, sjældent videre
ind ad døren hvor de spørger efter Knud
Romer, som har sat sig på en skammel
å ja, eventually, sigt i dag og træf i morgen
alle simple dages rester slipper fri

Ordene er skygger

sandheden er lys, krøllet og svampeagtig
det er vist
kun undfangelse, fødsel og død
lade sig fange
det er vel nok forvirrende
fokus sletter sig selv
forandring

svarkuvert

Jeg kunne skrive et brev til mig fra dig:
”Hvis du kunne se mine hænder nu, ville du vide, hvor meget de savner din krop”.

Jeg ser dem, men ikke savnet, kun hule hænder der holder om ingenting udover pennen. Ingen afsender; modtager ukendt. Korte knapheder og afmålte distancer.
Bjerge flytter ingen tro, skrev du.

”Jeg kom til dig, jeg flyttede bjerge, jeg troede” skrev jeg, at du skrev.
”Til mig fra dig”, stod der.

Jeg er ikke et bjerg.

enmannsdiskotek

jeg slipper meg ned over det blinde orkesteret
og overfaller dem med brennende jukebokser
driver dem gjennom morgengryet
og river dem i biter
på en stille parkeringsplass
med lånte huggtenner

triumferende

leverer jeg huggtennene tilbake
og ramler av barstolen
ruller rundt på en myk flaskehals
og synes alt er gjort av kvinnehud
jeg ligger under biljardbordet
og ser opp i giljotinen

kalvende isfjell

roper jeg til bartenderen
og håper på noe originalt

nierballen går i hjørnelommen

En farve er figur

Orange, smørblomst
en farve er figur i sin vrimmel
det gør lilla i mit hoved, ondt
rødtunge bruser ligeså dumt
som et spekter i en hønes fantasi
hvad med sort, gråhvidt
blå karfunkler i tasken med bly
grønne koste der fejer hele byen
samme baggård er neon i mit bræk

HVAD SÅ ?

efter slaget på
kinden ville
jeg vende den
anden kind til
men den var
sprængt væk

Til digteren 2

Engang var jeg sikker på at digtere ikke havde humor. At de altid stoppede op, vendte rundt, hver gang en stråle grin sprøjtede dem i møde. - "Næ," sagde de, "der er intet". Så fortsatte de med at gå nedad gamle gader - ikke dem i Milano, med arkitektur og anden kunst. De gemte sig i stedet i gamle huse med brædder for vinduerne (det kunne slet ikke være i Milano) og forfald i fuld galop med det helvede der omgav dem når de ikke lige skrev deres bedste digt.
Derfor var min overraskelse stor, da det gik op for mig, at de kunne grine. At de ofte gik ind ad en port som førte mig til en dør med et håndtag af kobber - et, jeg den dag i dag får lyst til at røre ved.

Lignelse

Jeg ved ikke om humoren har forladt mig eller jeg har forladt den. Jeg ved bare, at der er en tom stol ved siden af mig og kun lunkent vand i hanen. Jeg kunne bruge så meget andet – mistroen, vreden eller den velkendte selvspidende kulde: Sarkasmen er nådigt brænde, men den soder og misfarver stukken i loftet. Så jeg tænder levende lys i stedet og gnider hænderne mod hinanden. Bare fordi det ligner. Og fordi alt ikke er, hvad det ligner.

Du skrev til mig om solsorte, om foderautomater og om hullede kasser, der stirrede tomt på dig udenfor.

Jeg har set også dem, hullerne, de kommer når man mindst venter dem. Jeg tror, du har prøvet at kravle ind, men du var for stor eller hullet for lille. - Sådan har jeg det med verden, min ven. Jeg har forsøgt at entre den, men hullet var for lille eller også var min røv for stor. Måske var der bare ikke plads. Det peger begge veje, ikke?

Ja, så kan vi le lidt ad det. Forladte som vi er, humorforladte.
Men det skal ikke forhindre os i at tænde lys, så længe det ligner.

Går i stå, besvimer

Går i stå, besvimer
ren tanketorsk i min boks
det er forever, nighttime
jeg er Mols i en flaske, molbo
sort akvavit, jeg har skænket
alt er hældt op i mit øre
jeg bliver større, vokser
sætninger i fonogram, alt på tværs
bygning, baggård
det var vers i en hule
det var hælere på ruten
krudtet vædes, det går baglæns
solarier kan heldigvis stå fast
jeg trodser en kantsten midt på dagen

Du lyser af mig

I natten er sneen funklende blå

Dine øjne lysende

Som tunneller
ind i en skov af blindgyder

I denne udvidede bevidsthed

Ser jeg skyggen af dit højrejste

De hvide dansere

Ældes i skumringen

Luften er salt

som havet er det

Fælles tov

Fælles tov når vi trækker
trådene er hermelin
jeg skal sinke en på dusen
jeg skal himle
Dyveke er krykke i min drink
når jeg drikker er jeg klar
jeg har et luftsyn
jeg kan se Trankebar i mit fjernsyn
for jeg er rig, mægtig
stormogul fordi jeg sidder som en pave
kroser mig på maven med et skind
jeg skal heldigvis bevises før jeg segner
jeg har stået længe i en pyts geografi
og det regner stædigt fra min pande
før jeg stopper

Giv lidt af din tid
hold månen i dine hænder

Til digteren

Engang troede jeg det var månen og digteren der hørte sammen - det er ikke så mærkeligt, digtere sover dårligt om natten og månen er ansigtet de taler med. Folk der ikke kender til processer hvor ord bliver ved og ved så længe at tevandet fordamper og brødet rister til kul ved ikke at alt får digteren til at skrive. Månen er der hele tiden og det er godt, men ordene.. Fortæl mig: Hvor sidder ordene på himlen? For de er der vel, hvis digteren anbringer pistolen for enden af mælkevejen og prøver at plaffe dem ned? Nej,de kan ikke trues. De findes kun hvis digteren står foran spejlet og kigger længere ind så han rammer noget og dette noget bliver ved og ved så længe at tevandet fordamper og brødet rister til kul.

PASO DOUBLE

barnet hører
byer flyver overskrifter
uniformer kysser spurve

barnet forsvinder
karrusellen hviner bravo
tvivlen drukner dåren

barnet danser
desertørens snore knækker
anarkiet synker tilbunds

barnet falder
barnet skriger

stands musikken
stands musikken
næsehornet sidder på trompeten

.

Abalone snegl
dit blåsorte søøre
skålformer vandet

Langt ude i ingenting

Skyd ikke folk

Rantzausgade, sommeren 2009.

lissom en linje i det

når jeg skriver noget giver jeg som regel de enkelte tanker og linjer god plads fordi det er min holdning at der skal være plads til både eftertanke og begejstring, med mindre emnet i sig selv lægger op til at teksten skal stå på så lidt plads som muligt, hvilket sagtens kan ske, og i virkeligheden er det meget nemmere rent skriveteknisk hvis jeg bare hamrer løs i tangenterne efterhånden som ordene kommer til mig uden at tænke på om modtageren bryder sig om formen, for egentlig har jeg aldrig været i tvivl om hvordan jeg skal sætte en tekst op, det gør jeg intuitivt, selvom man aldrig kan vide om man har fat i den lange ende, men når jeg selv skal læse noget på en computerskærm bliver jeg langt hurtigere utålmodig og træt i øjnene hvis der er mange linjer i massive tekstafsnit, og så har jeg det med at lade blikket flakke for at få et overblik over om det nu også kan betale sig at læse det hele, eller om jeg bare skal nøjes med overskriften og tage resten med et halvt øje, for det er jo pudsigt at det er noget helt andet når jeg læser bøger eller aviser, hvor det ikke gør det ringeste at der står side op og side ned med sammenklemte bogstaver, men måske ligger det i internettets natur at man ikke vil opholde sig alt for længe på den samme side, for hvad nu hvis der er mere spændende læsning og bedre information på de hjemmesider man kun er et enkelt klik fra, og hvis det forholder sig sådan gælder det om at fastholde læserens opmærksomhed ved at skrive personligt og dramatisk så vedkommende ikke kan nære sig for at få slutningen med, hvis ellers starten har været interessant nok, og har den det tror jeg ikke det er noget problem for læseren at følge med i teksten for at få det hele med, tværtimod tror jeg at hvis ordene på forhånd har fået masser af næring kan de befrugte hinanden på en måde som minder om pauser i musikken, hvor stilheden får sin egen betydning i forhold til lydene før og efter, og på den måde kan ingenting pludselig betyde alting, også kaldet ’det, der står mellem linjerne’, men hvis der er meget lidt plads mellem linjerne er det begrænset hvor meget livsforlængende ilt fortællingen kan tilføres, og så blokerer man jo bare læserens mulighed for at fortolke frit og selv digte med og blive en del af den gensidige kommunikation mellem tekst og læser, selvom jeg godt ved at ordene ikke uden videre kan lave om på sig selv når de først er sat på papiret, men helt sikker er jeg nu ikke, for der er mange eksempler på at to personer opfatter den samme tekst helt forskelligt, og hvis det ikke var sådan ville det være omsonst at skrive andet end manualer til opvaskemaskiner og dosmersedler og parkeringsbøder og grundlove og indlægssedler til receptordineret medicin, og hvem gad så bruge kræfter på at finde på noget der var tvetydigt, underfundigt og tankevækkende på den gode måde, endsige skrive digte hvor ordene og stroferne lige så meget handler om sprogets musik og farver og rytme, for slet ikke at tale om daglige hyggeklummer om bogudgivelser, busture, kærlighed og prisen på kunstigt sødemiddel i supermarkederne